Afsnit 3

(perioden 1901 - 1940)

I denne periode udviklede området sig stille og roligt. Der blev bygget 8 huse i alt.
Området var beboet af mennesker, der havde boet her meget længe, og som havde tæt kontakt til hinanden. Flere af dem var i et tæt familieforhold og var født i området.
Der var selvstændige håndværkere imellem, men de fleste havde deres udkomme på godserne, i skoven eller på sukkerfabrikken, hvor i hvert fald 2 var sukkerkogere.
I ejendommen nr. 54 – 58, der blev kaldt ”Langhuset”, boede der sidst i perioden 4 familier med i alt 12 børn.

Der var som i andre landsbyer på den tid et ret stærkt sammenhold.
Især blandt børn og unge.
Den skov, som vi vel i dag kalder ”Frodes Skov”, og som er skoven fra nr. 42 og ned til golfbanen, blev dengang kaldt for ”Pommers Skov”.
I den skov var der en ret stor lysning, og den blev brugt som legeplads og samlingssted. 
Der holdt børn og unge til. De unge drenge, som var i lære, og de unge piger, som ofte tjente på gårdene i nærheden, kom hjem i sommeraftener, og så blev der leget og spillet rundbold. De mindre børn var også med.
Det var dengang almindeligt, at større og mindre børn legede sammen.
Om sommeren arrangerede de ture til stranden og cyklede af sted i én stor flok med madpakker og saftevand.

Børnene ville også gerne lege ved nr. 11, hvor der var 2 mægtige valnøddetræer og en åben brønd med håndsving til at hejse en spand vand op. Men de blev for det meste jaget væk, fordi man anså det for farligt for dem.

Som andre landsbyer havde de også deres personligheder, som de vel dengang kaldte originaler.  Skovvejen 29, som hedder ”Skovlunde”, var en mindre landbrugsejendom, og her boede i trediverne en enke, Stine, hvis søn altid blev kaldt ”Gæk-aage”, fordi han, som man sagde dengang, ”var lidt til en side”.
Når Stine skulle til Nykøbing for at handle, måtte sønnen hjælpe hende op på cyklen, når hun skulle af sted. Og så var det med at finde sin egen cykel frem og komme i forvejen, så han kunne hjælpe hende af inde på Grønsundsvej.

Han kørte i øvrigt mælk fra de ejendomme, som havde køer, og fra gårdene i Sdr. Vedby. Selv om børnene ofte drillede ham, fik de lov til at hænge slæderne efter mælkevognen, når der var sne. Så blev de trukket med ned til Skolen i Sdr. Vedby (Østersøvej 2a), hvor læreren i trediverne hed Frits Christensen.

Godset Orupgård havde stadig stor indflydelse på området, som hørte til Idestrup sogn, hvor familien Tesdorff stadig betød meget.
Det var også i denne periode et ”foregangslandbrug”, hvor især besætningen af malkekøer var blandt landets allerbedste.
Kvægavlslederen hed Jeppe Søgård i perioden fra 1898 til 1944, og da godsejer Edvard Frederik Tesdorff, som var anden generation Tesdorff, var på ferie i Schwartzwald og så husene der, fik han lyst til at bygge i samme stil.
Han byggede derfor i 1911 den bygning, vi bedst kender som børnehaven i Sdr. Vedby, til Jeppe Søgård. En bygning som senere fik betydning for de af os, der boede her før kommunesammenlægningen.

Den 26. maj 1911 åbnede Nysted – Nykøbing – Stubbekøbing jernbanen den strækning, som forbandt Nykøbing og Stubbekøbing, og som løb lige tværs gennem området her.
Der blev etableret et fast trinbræt ved den gamle Grønsundsvej lige der, hvor der nu er en transformator. Der var også et lille signalhus, som blev passet af Peter Væver, som boede i nr. 44. Han skulle hejse signal, når der kom roetog, mens det almindelig tog blot selv gav signal. Det var antagelig, fordi roetogene var meget længe om at passere.
I hvert fald i de sidste 20 år, togene kørte, var der også et lille skur ved Skovvejen, så beboerne herfra kunne stoppe toget og komme med.

Dette afsnit er for det meste skrevet på grundlag af interview af nogle få, der kan huske dele af perioden, og vi vil ikke afvise, at vi senere kan udbygge det noget.

Men vi siger tak til de, som har medvirket.

Specielt til Gerda, Ellen, Hanne og Laurits.